I Danmark er der en del mennesker der får en hjerneskade på grund af trafikuheld, ulykker eller slagtilfælde. En mindre gruppe af disse patienter har et stort genoptræningspotentiale, som ikke udnyttes optimalt. Dette har alvorlige konsekvenser for den enkelte, men også samfundsøkonomisk. Der er mange forskellige typer af hjerneskader og derfor er mulighederne og behovet for genoptræning også meget forskellige og gruppen af hjerneskadede personer er derfor meget heterogen. Der er en stor del af denne gruppe, der formodentlig får udnyttet deres genoptrænings potentiale, men der er en lille gruppe, der langt fra får den optimale behandling. Dette drejer sig typisk om yngre personer der får en lokaliseret hjerneskade, som resulterer i et fysisk funktionstab.
De fleste der får en hjerneskade på grund af en ulykke får typisk en diffushjerneskade, det vil sige at kun en lille del af dem får en lokaliseret hjerneskade. Hovedparten der får en hjerneskade på grund af en sygdom, er typisk ældre eller har andre alvorlige sygdomme, dette betyder at deres genoptrænings potentiale har begrænsninger. Disse forhold gør at der på årsbasis i Danmark kun er nogle hundrede patienter med et stort uudnyttet genoptræningspotentiale.
Genoptræningen blev i 2007 et kommunalt ansvarsområde. Da disse patienter blev genoptrænet i de 98 danske kommuner, er der ikke mange af disse patienter i hver enkelt kommune, hvilket betyder dels at fagpersonerne ikke får rutine i at håndtere opgaverne omkring dem og dels at det ikke er muligt at lave træningshold for disse patienter. Desværre betyder dette at den tavse viden vi har om disse patienter vil forsvinde.
Efter en hjerneskade kan der være mulighed for et generhverve de tabte egenskaber. Umiddelbart efter hjerneskaden sker der ofte en vis spontan bedring, men efter et par uger kommer der kun forbedringer af de tabte egenskaber ved genoptræning. Denne genoptræning skal ske tidligst muligt. Desværre er det ikke altid muligt at generhverve de tabte egenskaber, men man kan lærer kompensatoriske strategier til at løse opgaverne, hvilket man kan forsætte med livet igennem.
Opgaven med at indlære kompensatoriske strategier har hele tiden været en kommunal opgave gennem serviceloven, men blev før 2007 ofte løst af amtslige institutioner. De kommunale fagfolk har en hvis rutine i / tradition for, at kikke uden for kommunens grænser når det drejer sig om kompensatorisk indlæring, hvor effekten kan udnyttes hele livet. Men når det drejer sig om egentligt genoptræning, hvor tidsvinduet er begrænset, begynder man altid med en lokal løsning, hvilket resulterer i, at hvis den aktuelle gruppe endelig får tilbudt et intensiv genoptræningsforløb, sker det ikke på det optimale tidspunkt.